Pinsekirkens historie – kort fortalt

Af Mark Hill

 

I slutningen af 1800-tallet var der en længsel efter vækkelse (en åndelig opvågning hvor mange vender sig til Gud), og mange kristne på verdensplan bad bønnen: ”send vækkelse, og start med mig!”. I Wales i 1904 og 1905 brød der en vækkelse ud, hvor mange tog imod Jesus, og flere overnaturlige mirakler fulgte med i kølvandet.

Den vækkelse, som fik størst indflydelse på Danmark, opstod i Los Angeles i USA. En afrikansk-amerikaner ved navn William J. Seymour (1870-1922) begyndte at holde møder i Los Angeles i Azuzamissionen, som han var leder af, og som var opkaldt efter Azuza Street, hvorpå det lå. Seymour kom fra en baptistbaggrund, var blind på det ene øje, og humpede, når han gik. Bygningen, de holdt møder i, havde tidligere været en metodistkirke, og der var plads til ca. 40 mennesker derinde.[1] Han var en ydmyg kristen, og han søgte det dybere liv i Gud.

Den 9. april 1906 faldt Helligånden stærkt over dem, og de begyndte at tale i tunger ligesom ved pinsedagen i Ap. G. Kapitel 2, og det fortsatte de næste tre aftener.

Gud brugte Seymour på en stærk måde. De hårdeste modstandere faldt om på gulvet og råbte til Gud om frelse. Folk bad i timevis for verdens frelse, bekendte synder, fik gjort op med andre mennesker, syge blev helbredt og hykleri afsløret. Der skete også ting, som ikke var af Gud, som man ser det ved alle vækkelser, hvor følelserne er høje, men det meste, der foregik, var ægte. De begyndte at udgive et blad ”The Apostolic Faith”, og kort tid efter begyndte de at holde teltmøder forskellige steder. De, der havde besøgt møderne og modtaget tungetalens gave, rejste hjem igen og spredte denne nye vækkelse ud over Amerika og videre til hele verden.[2]

Thomas Ball Barratt (1862-1940), en metodistpræst, blev pinsevækkelsens store apostel i Skandinavien. Da han hørte om vækkelsen i Wales i 1904 og ’05, håbede han, at lignende ting måtte ske i Norge.[3]

Herefter, med kongens tilladelse, rejste han til USA for at samle penge ind til et kirkebyggeri, som skulle hedde Håkonsborgen (efter den norske konge), en stor mødehal, hvor evangeliet kunne prædikes. Men det var en fiasko. Han havde rejst derover med store forventninger, men der var ikke kommet noget særligt ind. Så han var lidt mismodig, og han var klar til at tage hjem igen, men så fik han fat på et eksemplar af bladet ”The Apostolic Faith”, hvori han læste om pinsevækkelsen og nådegavernes frembrud i Azuza Street.

Han fandt frem til nogle pinsevenner i New York, som havde besøgt møderne i LA, og de bad for ham, og d. 15. november 1906 blev han døbt i Helligånden, og han begyndte at tale i tunger. Selv mente han, at han talte otte forskellige tungetalesprog.[4] Han tog hjem igen uden de penge, han havde håbet at kunne skrabe sammen, men han kom hjem med noget, der var bedre: Guds kraft i sit liv.

I foråret 1907 tog Barratt til Sverige og prædikede og havde fremgang, men han mødte også modstand fra f.eks. baptisterne, som lukkede kirkerne i for pinsevækkelsen.

I juni måned 1907 tog T. B. Barratt til Danmark for at prædike. Han holdt møder i forskellige kirker, men det egentlige gennembrud skete under et husmøde i et privat hjem. Den 10/6 holdt han møde i provstinde Mollerups hjem i Gentofte, og han skriver i sin dagbog:
Den nat faldt Guds ånd på os. Vi blev ved med at bede til klokken over fire om morgenen og blev som slagne til gulvet under Åndens kraft. Mygind, den unge kvinde og jeg talte i tunger og priste Gud. Fru Mygind sang i ånden, skønt hun ingen sangstemme har, og de andre blev fyldt med en sådan kraft, at jubelen syntes aldrig at ville tage ende.

 

Men det var først, da Barratt kom igen i 1908, at pinsevækkelsen for alvor slog igennem i Danmark. Der var nemlig en kendt teaterskuespiller med til mødet, som hed Anna Larssen (1875-1955). Hun fik åndsdåben d. 13. december 1908 og begyndte at tale i tunger.[5] Anna Larssens omvendelse skabte røre i Danmark, for nu ville hun ikke stå på de skrå brædder længere, hun ville ikke længere lave teater, hun ville bare ud og fortælle om Jesus. I 1912 blev hun gift med Sigurd Bjørner, og sammen begyndte de at rejse landet rundt hver sommer med en hestevogn, som de kaldte Evangelievognen. I vognen havde de et telt, som de brugte til at holde møder, hvor de prædikede om Jesus. En dag i forsommeren i 1920 kørte de forbi trianglen ved Østerbro i Kbh, og så ville hestene pludselig ikke flytte sig ud af stedet, uanset hvad de gjorde. Det tog de som et tegn på, at de skulle slå teltet op der. Det endte med at blive den største vækkelse, der nogensinde er foregået på dansk grund, og som løb over flere år på pladsen ved indgangen til Fælledparken ved Trianglen. Sjæle blev frelst, syge helbredt og Ånden faldt og overbeviste mange om deres synd.

I 1921 blev der rejst et plankeværk omkring »Evangelieteltet« på Trianglen, og aften efter aften måtte de lukke dørene, fordi der kun var plads til 2000.

Og derefter gik det slag i slag. Pinsekirker dukkede op over hele landet, og de voksede sig større og større, andre ledere rejste sig, som fik stor betydning for pinsevækkelsens videre historie. F.eks. cykelhandleren fra Korsør, Andreas Endersen, som var kendt i byen for sit alkoholiserede liv, inden han vendte sig til Jesus. Da han gjorde det, fik det stor bevågenhed, idet han straks begyndte at fortælle andre om Jesus, og kort tid efter oplevede han også åndsdåben og begyndte at tale i tunger. En mindre vækkelse opstod, som førte til, at Evangeliemenigheden i Korsør blev dannet i 1923.

I 1925 følte han sig kaldet af Gud til at rejse ind til København og afholde møder der, og i aug. 1926 blev Elim-forsamlingen dannet med En­dersen som forstander, og året efter flyttede han ind til hovedstaden.

H.P. Rosenvinge som blev præst i Korsør, efter Endersen flyttede til Århus i 1928 og startede d. 4. marts en kirke, der kom til at hedde Filadelfiamenigheden.[6] Den voksede sig også hurtigt stor.

 

Splittelser

Vækkelsen i Wales begyndte at tage en anden drejning, og i 1916 tog en sammenslutning af ca. 90 kirker i Wales navnet ”Apostolsk kirke”[7] og blev derved en separat bevægelse adskilt fra resten af pinsevækkelsen. Efter at have deltaget i et stævne i Wales i 1923 valgte Sigurd og Anna Bjørner at overgå til Apostolsk Kirke, og flere kirker fulgte med dem, mens andre valgte at fortsætte som uafhængige pinsekirker.

Elim, som havde vokset til at være landets største pinsekirke under Endersens ledelse, oplevede også en splittelse. I 1947 valgte ca. 300 medlemmer og fire ældste at træde ud af Elim og danne en ny pinsekirke, som fik navnet Tabor med Holger Petersen som forstander.

 

Genforeninger

Den 22. oktober 1955 blev Mariager Højskole indviet, og skolen blev et omdrejningspunkt, som samlede pinsevækkelsen. Herefter afholdt man bl.a. alle landsstævner i Mariager (i dag kaldt SommerCamp), som inden da havde været afholdt forskellige steder i landet. Senere blev flere efterskoler bygget i Mariager: Mariager Efterskole, Frydensberg Efterskole og Alterna, der for nyligt er blevet flyttet til Hillerød.

I 70’erne oplevede de danske pinsekirker fornyelse gennem Jesus-bevægelsen fra USA, der med enkle lovsange, en oprigtig tro, og en frimodighed til at dele troen med andre, skabte nyt liv.

I 80’erne gik Tabor og Elim sammen om at lave kristent TV (KKR), og d. 27. okt. 1984 sendte de deres første tv-udsendelse. Senere begyndte Pinsekirken i Ålborg også at lave kristent lokal-tv (AKTV).

Den 8. december 1992 valgte Elim og Tabor at slå sig sammen igen til en stor kirke under navnet Pinsekirken Kbh. De overtog den tidligere Tekniske Skole på Nørrebro, en 5-etagers ejendom på 15.000 km2, hvor de samlede deres aktiviteter, og gav bygningen navnet Københavns Kristne Kulturcenter.

De oplevede vækkelsestilstande kort tid efter under en møderække med helbredelsesprædikanten Charles Ndifon. Han havde forinden været med i en programserie i TV2 ved navn ”Åndernes Magt”, hvor TV2 havde medbragt en syg, som blev helbredt.

Da møderne med Ndifon blev afholdt i kulturcenteret, begyndte folk at stille sig i kø 3-4 timer før, disse aftengudstjenester skulle starte. Salen med 1200 pladser var proppet hver aften. De åbnede ekstra rum, hvor de på storskærm viste det, der foregik inde i salen. Hver aften måtte flere hundrede mennesker gå hjem igen, fordi der ikke var plads. Mange mennesker blev helbredt.

 

Selvom Pinsekirken og Apostolsk Kirke ikke er blevet genforenet, er de gået sammen med andre frikirker om at danne FrikirkeNet, så man står stærkere udadtil og samarbejder om flere ting f.eks. medievirksomhed, afholdelse af konferencer, kampagner og arbejdsgrupper til konkrete projekter. FrikirkeNets overordnede mål er at forkynde det kristne evangelium i Danmark.

 

[1] Arthur Sundstedt, Pingstväckelsen 1 (SW: Normans Förlag, 1969), s. 72-73.

[2] Ibid.

[3] Ibid, s. 551.

[4] F. Bredahl Petersen, red., Danmarks Frikirker (DK, Nordisk Litteratur Forlag, 1952), s.

[5] Martin Ski, Fram til Ur-kristendommen 1 (Norway: Filadelfiaforlaget, 1956), s. 105.

[6] K. E. nr. 13 28 marts, årgang 30 – 1953 (DK: Elimforsamlingen), s. 6.

[7] F. Bredahl Petersen, red., Danmarks Frikirker (DK, Nordisk Litteratur Forlag, 1952), s. 603.