Introduktion
I vores vedtægter er en betingelse for, at kirker kan optages i netværket, at disse har en eller flere eksterne rådgivere tilknyttet. Mindst en af rådgiverne, skal være tilknyttet Mosaik netværket. Det har fællesskabet valgt at prioritere, fordi vi tror på væsentligheden af ansvarlighed, og at have eksterne aktører, som man har tillid til. Deri ligger også åbenheden i at blive “kigget over skulderen” som ledende præst og lederskab i den lokale kirke. I tilfælde af konflikt og udfordringer er det i forvejen defineret af lederskab og godkendt af kirken, hvem der naturligt træder ind i sådanne tilfælde.
I det efterfølgende er der beskrivelse og eksempler på, hvordan og hvornår man som lederskab kan gøre brug af ekstern rådgivning, hvilke beføjelser de har, og hvad de naturligt kan involveres i.
De eksterne rådgiveres opgave:
-
-
- Kirker tilknyttet netværket er altid lokale selvstændige menigheder.
- Netværket ønsker på ingen måde at ophæve den lokale kirkes selvstændighed eller suverænitet.
- Vi lever dog i erkendelsen af, at alle kirker til tider har brug for ekstern rådgivning, i vejledning og hjælp til at forfølge de mål og visioner, som kirken måtte have.
- Der kan også opstå krisetider i den lokale kirke, som eksterne rådgivere kan være med til at søge løsninger på, som er til alles bedste.
- Derfor er det et krav, at alle kirker, som er en del af netværket, har eksterne rådgivere tilknyttet og at man som præst og lederskab mødes fysisk med denne/dem mindst en gang årligt.
-
Områder hvor de eksterne rådgivere kan involveres:
-
-
- Supplement til lederskabet, hvor man vurderer, at sparring vil være gavnlig.
- Kan udfordre og støtte lederskab/menighedsråd (i det følgende benævnte lederskab) på vision og handling. Her kan der være mulighed for at drøfte vision, målsætning, strategier og opfyldelsen af disse.
- Trivsel hos ledende præst, ansatte, ledere osv.
- Generelt bidrage med visdom og et distanceret perspektiv, f.eks. i tilfælde af ledelsesmæssige kriser eller mediemæssige angreb på kirken.
- Bidrage til en sund evalueringskultur, hvor præst, menighedsråd og ansatte evalueres og modtager konstruktiv feedback fra de eksterne rådgivere.
-
Områder hvor de eksterne rådgivere skal inddrages:
-
-
- I tilfælde af at ledende præst bryder de etiske retningslinjer.
- Ved uforsonlig krise i lederskabet eller andre lederfora i menigheden.
- Ved beslutning om væsentlige ændringer af kirkens lære, vision, værdier samt vedtægtsændringer.
- Sparring ved valg af ny ledende præst.
- Den ledende præst har ansvar for, at de eksterne rådgivere løbende informeres om væsentlige forhold i kirkens udvikling.
- I ovenstående tilfælde tildeles rådgiverne taleret i de forskellige bestemmelsesfora.
- De eksterne rådgivere kan enten indkaldes af ledende præst eller minimum to fra lederskabet efter intern dialog/orientering præst/lederskab imellem.
- Hvis der indgives en klage til bestyrelsen for Mosaik netværket på en kirke eller præst, er det de eksterne rådgiveres ansvar at formidle denne til det lokale lederskab, og efterfølgende tage ansvar for at klagen bearbejdes. Det er også de eksterne rådgivers ansvar at besvare klagen samt at melde tilbage til Mosaiks bestyrelse, hvordan klagen er blevet bearbejdet og hvilke konklusioner, der er draget.
-
Ved valg af eksterne rådgivere:
-
-
- Som eksterne rådgivere vælger ledende præst og lederskab i enighed et antal personer, som man ønsker tilknyttet kirken som eksterne rådgivere, og som man mener kan løfte den ovenstående opgave.
- Mindst en af de eksterne rådgivere skal vælges blandt Mosaik ledernetværket.
- Rådgiverne respekterer og anerkender kirkens selvstændighed, lære, vision og værdier.
- Rådgiverne udpeges af ledende præst efter godkendelse af lederskabet i enighed.
- Kirken godkender de valgte eksterne rådgivere i henhold til kirkens normale beslutningsprocedure.
- Rådgiverne kan vælges for en periode ad gangen og kan genvælges.
- I forbindelse med indsættelse af en ny ledende præst, fritstilles alle personer i den rådgivende gruppe.
- Eksterne rådgivere kan altid søge råd hos den ansvarlige for ekstern rådgivning i Mosaiks bestyrelse eller en blandt bestyrelsen.
- Mosaiks bestyrelse vil hvert år bede om en tilbagemelding på at eksterne rådgivere har mødtes med den lokale kirkes lederskab.
-