VEDTÆGTER FOR MOSAIK

 

Forening for selvstændige evangelikale og pentekostale kirker og fællesforetagender samt for præster, missionærer og ledere (i det følgende benævnt ledere).

 

Præambel:

Mosaik er et netværk af ledere og et netværk af kirker og fællesforetagender.

Den har sin baggrund i de danske Pinsekirker. Foreningen er et resultat af ønsket om:
a) at give netværket af historiske Pinsekirker et vedtægtsmæssigt grundlag,
b)  at byde nye kirker, der ikke historisk har været Pinsekirker, velkommen i netværket, samt
c)  at sammensmelte netværket af kirker med det netværk af ledere, som hidtil har heddet Frikirkeleder.

 

§ 1 – NAVN OG HJEMSTED

Foreningens navn er Mosaik

Foreningens hjemsted er Mariager Højskole, Hjulhusvej 12B, 9550 Mariager.

 

§ 2 – FORMÅL

Foreningens formål er at være et forpligtende fællesskab af evangelikale, karismatiske og pentekostale kirker, fællesforetagender og ledere. Foreningen har et landsdækkende sigte.

Foreningen har som formål:

a) at støtte oprettelse og opbyggelse af livskraftige menigheder og institutioner i Danmark og andre lande, der leder mennesker til kristen tro og efterfølgelse af Jesus.

b) at yde omsorg for og skabe forpligtende relationer mellem ledere, samt fostre nye ledere.

c) at være forebyggende og genoprettende i forhold til konflikter i kirker og lederes liv.

d) at arbejde med opbyggelse af en troværdig frikirkelig identitet i det danske samfund gennem engagement i relevante fora.

Foreningen arbejder ud fra nærmere definerede trosgrundlag, etiske retningslinjer og værdier. Ændringer heri kan ske ved godkendelse på en generalforsamling efter indstilling fra bestyrelsen.

 

§ 3 – MEDLEMSFORHOLD

Medlemskirker og fællesforetagender

Som medlem kan optages kirker og fællesforetagender, som tilslutter sig Mosaiks trosgrundlag, værdier og formål, og som vil deltage aktivt i Mosaiks fællesskab.

Definitionen af et fællesforetagende er beskrevet i bestyrelsens forretningsorden.

Bestyrelsen kan derudover indstille andre institutioner og organisationer end førnævnte til optagelse, dog uden stemmeret for disse. Medlemsoptagelsen skal godkendes på en generalforsamling, jf. § 5, punkt 8.

Medlemskirker skal have ekstern(e) rådgiver(e) tilknyttet og skal minimum mødes med dem en gang om året.

Optagelse af nye medlemskirker og fællesforetagender fremlægges til godkendelse på en generalforsamling.

Hvis en ny kirke er opstået ved deling eller splittelse i en anden kirke, kan den nye kirke tidligst optages efter 2 år.

Hvis en kirke eller et fællesforetagende ikke lever op til betingelserne for medlemskab, eller hvis den agerer til skade for foreningen, kan den suspenderes af bestyrelsen til efterfølgende udelukkelse af foreningen ved en generalforsamling.

En kirke og et fællesforetagende kan til hver en tid melde sig ud af foreningen med virkning fra næste årsskifte.

Hvis en kirke ophører med at eksistere som selvstændigt gudstjenestefejrende fællesskab, meldes den automatisk ud af foreningen. Hvis et fællesforetagende ikke længere opererer inden for rammerne af sin vedtagne formålsparagraf eller ændrer sit virke til et formål, der ikke længere harmonerer med Mosaiks formål, udmeldes fællesforetagendet automatisk af foreningen.

 

Ledernetværket

Som medlem af ledernetværket kan optages præster, missionærer og ledere, der arbejder i en lokal frikirke eller et frikirkeligt fællesforetagende, såfremt de:

a) Har opbakning fra ledelsen i deres lokale kirke henholdsvis fællesforetagende til optagelse i ledernetværket.

b) Har en personlig mentor.

Medlemmet af ledernetværket bør mødes med sin mentor mindst to gange om året. Mentoren skal være godkendt af menighedens henholdsvis fællesforetagendets ledelse.

c) Tilslutter sig foreningens vedtægter, etiske retningslinjer, trosgrundlag og værdier.

d) Følger bestyrelsens vejledning i tilfælde af klager.

Hvis et medlem ikke følger bestyrelsens vejledning i tilfælde af en gyldig skriftlig anklage eller på anden måde virker til skade for fællesskabet, kan medlemmet suspenderes af bestyrelsen til efterfølgende udelukkelse ved næstkommende generalforsamling.

e) Medlemmer kan bevare deres medlemskab i Mosaik i op til 5 år efter endt aktiv tjeneste.

f)  Er et medlem tjenestefrit i en periode, kan det bevare medlemskabet op til 5 år.

g) Medlemmer kan til enhver tid melde sig ud af ledernetværket.

h) Et medlem kan få et akkrediteringsbevis af bestyrelsen, hvis det ønskes.

 

§ 4 – BESTYRELSEN

Foreningens ledelse varetages af en bestyrelse på 5-7 personer, som vælges for 3 år ad gangen blandt personer, der er medlem af ledernetværket, og som tjener i en medlemskirke eller et fællesforetagende.

Bestyrelsen vælges efter følgende procedure:

  1. Den nye formand indstilles til valg på generalforsamlingen af den siddende bestyrelse. Medlemskredsen kan indsende forslag om ny formand senest 3 uger før generalforsamlingen. Kandidater kan kun foreslås, hvis de på forhånd har erklæret sig villige til at modtage valg.
  2. Formanden godkendes på generalforsamlingen.
  3. Den nye formand udvælger de øvrige bestyrelsesmedlemmer, der indstilles til valg på en ekstraordinær generalforsamling.
  4. Medlemmerne af det nye team (bestyrelsen) godkendes enkeltvis på en ekstraordinær generalforsamling.

Genvalg kan finde sted.

For at være beslutningsdygtig skal bestyrelsen være indkaldt med mindst 14 dages varsel, ligesom mindst halvdelen af dens medlemmer skal være til stede.

Bestyrelsen træffer sine afgørelser ved almindelig stemmeflerhed blandt de fremmødte medlemmer. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Bestyrelsesmøder afholdes så ofte, arbejdet kræver det.

Foreningens bestyrelse skal vælge 3 bestyrelsesmedlemmer, som er tegningsberettigede.

Foreningens dokumenter skal altid underskrives af 2 tegningsberettigede.

 

§ 5 – GENERALFORSAMLINGEN

Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen.

Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt inden 1. august.

Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted med fire ugers varsel ved særskilt skrivelse til de enkelte medlemmer.

Forslag til emner, som ønskes optaget på dagsorden til generalforsamlingen samt forslag til formandsvalg, jf. § 4, skal indsendes skriftligt til bestyrelsen senest tre uger før generalforsamlingen.

Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed blandt de fremmødte kirkers og fællesforetagenders stemmer.

Medlemskirker med op til 99 medlemmer har hver een stemme. Medlemskirker med 100 eller flere medlemmer har hver to stemmer. Fællesforetagender har hver een stemme. Stemmefordelingen afspejler tilsvarende kontingentkategorier.

Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Der føres en protokol over trufne beslutninger på generalforsamlingen, som inden fire uger efter generalforsamlingens afholdelse udsendes til medlemskredsens godkendelse.

Generalforsamlingen har følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Ledelsens beretning
  3. Valg af bestyrelsesmedlemmer
  4. Nyt fra fællesforetagender
  5. Godkendelse af årsregnskab
  6. Fastlæggelse af kommende års kontingent
  7. Valg af revisor
  8. Status på medlemskirker og fællesforetagender og medlemmer i ledernetværket, herunder godkendelse af optagelse og udelukkelse af medlemskirker og fællesforetagender samt andre institutioner og organisationer, jf. § 3, efter indstilling fra bestyrelsen
  9. Indkomne forslag
  10. Evt.

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen efter behov, og skal indkaldes når mindst 1/3 af medlemskredsen, målt efter stemmerettigheder, fremsætter krav herom, med angivelse af grund. Generalforsamlingen skal afholdes senest 6 uger efter modtagelsen af begæring herom.

 

§ 6 – FOREBYGGENDE KONFLIKTLØSNING OG GENOPRETTELSE
Medlemskirker og fællesforetagender

Hvis en medlemskirke eller et fællesforetagende efter bestyrelsens vurdering virker til skade for foreningen eller i modstrid med foreningens vedtægter, trosgrundlag, værdier og formål, kan bestyrelsen bede om et møde med medlemskirken henholdsvis fællesforetagendets ledelse, samt kirkens eksterne rådgivere henholdsvis fællesforetagendets bestyrelse for at søge at nå til en forståelse.

Hvis der ikke nås en forståelse, kan bestyrelsen suspendere kirkens henholdsvis fællesforetagendets medlemskab og indstille til generalforsamlingen, at kirken henholdsvis fællesforetagendet udelukkes af foreningen.

Medlemmer af ledernetværket

Foreningen modtager kun skriftlige klager med underskrift af mindst 2 personer og under tavshedspligt. En kopi af klagen vil blive sendt til den anklagede. Bestyrelsen vil inddrage medlemmets mentor i denne proces.

Bestyrelsen vil i samarbejde med lederens mentor søge at hjælpe en leder, som har forbrudt sig mod de etiske retningslinjer, ind i en genoprettelsesproces.

Hvis der ikke nås en forståelse, kan bestyrelsen suspendere lederens medlemskab og indstille til generalforsamlingen, at lederen udelukkes af foreningen.

 

§ 7 – DRIFT

Foreningens medlemskirker og fællesforetagender og medlemmer af ledernetværket betaler årligt et kontingent, som fastsættes på den årlige generalforsamling efter forslag af bestyrelsen.

 

§ 8 – PROTOKOL

Den valgte sekretær fører en protokol over bestyrelsesmødets beslutninger.

Protokollen underskrives og godkendes på det følgende bestyrelsesmøde. Den godkendte protokol underskrives af mindst to tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.

En bekræftet udskrift af protokollen udgør et gyldigt og fuldt juridisk bevis for det passerede.

Foreningen tegnes over for tredjemand af tre medlemmer af bestyrelsen i forening.

 

§ 9 – REGNSKAB

Foreningens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december.

Til at forestå foreningens regnskab udpeger bestyrelsen en kasserer. Kassereren har til opgave at forestå bogføring, samt udarbejde fornøden økonomisk oversigt.

Bestyrelsen kan træffe beslutning om, at der skal udarbejdes budget for kommende regnskabsår.

 

§ 10 – REVISION

Generalforsamlingen vælger hvert år en revisor.

Hvert år inden d. 30. april sørger bestyrelsen for udarbejdelse af resultatopgørelse og balance, der skal forsynes med revisorpåtegning af foreningens revisor i overensstemmelse med de almindeligt gældende regler herom.

Regnskabet forelægges til godkendelse på generalforsamlingen.

 

§ 11 – HÆFTELSESFORHOLD

For bestyrelsesmedlemmer gælder dansk rets almindelige erstatningsregler, men de hæfter ikke i øvrigt personligt for foreningens forpligtigelser. Ingen bestyrelsesmedlemmer har nogen ejendomsret over noget foreningen tilhørende, og der kan ikke søges sikkerhed eller fyldestgørelse for privat gæld i foreningens formue.

Foreningens aktiver tilhører foreningen som juridisk person og hæfter som sådan for opfyldelsen af dennes forpligtelser.

 

§ 12 – VEDTÆGTSÆNDRING

Ændringer i disse vedtægter kan kun vedtages, når et forslag herom – efter indstilling fra bestyrelsen – er vedtaget med to tredjedele af generalforsamlingens stemmer på to på hinanden følgende generalforsamlinger.

 

§ 13 – OPLØSNING

Beslutning om Mosaiks opløsning eller sammenlægning med anden forening kan kun vedtages, når et forslag herom – efter indstilling fra bestyrelsen er vedtaget med to tredjedele af generalforsamlingens stemmer på to på hinanden følgende generalforsamlinger.

I tilfælde af foreningens opløsning fordeles foreningens aktiver til andet beslægtet arbejde i Danmark med tilsvarende formål.

 

 

Disse vedtægter erstatter vedtægten, som blev vedtaget på foreningens generalforsamling den 15. juli 2008, Mariager Højskole, Hjulhusvej 12B, 9550 Mariager.

Godkendt på foreningens generalforsamling den 16. juli 2013, Mariager Højskole, Hjulhusvej 12B, 9550 Mariager.

Revideret og godkendt på foreningens generalforsamling den 11 juli 2016, Mariager Højskole, Hjulhusvej 12B, 9550 Mariager.

Navneændring godkendt på foreningens ekstraordinære generalforsamling den 15. september 2017 i Vingsted Konferencecenter.