Mosaik blev i 2002 etableret som et netværk for prædikanter i den danske Pinsevækkelse kaldet Prædikantforeningen. Inden da har der været tradition for at have meget lidt national organisering af pinsekirkerne, da man troede på den enkelte menigheds suverænitet uden et overstyrende organ og ledelse.

Denne overbevisning delte man med de øvrige Pinsebevægelser i hele Norden, hvilket var til forskel fra den amerikanske søsterorganisation Assemblies of God i USA, der tidligt i det forrige århundrede var organiseret i et fællesskab med styrende organer i hver enkelt delstat.

Men tiderne skifter, og med nye tider kommer der også nye krav fra bl.a. nationale myndigheder og ministerier, samtidig med at livsformer har ændret sig – også i frikirkeverdenen. Det medførte, at forstandere fra de forskellige byer dannede først Pinsevækkelsens Prædikantforening – en forening for præster, ledere og missionærer med fælles etiske retningslinjer, m.m. – og som i 2007 skiftede navn til Frikirkeleder.dk

Over tid har Frikirkeleder.dk inviteret ledere indenfor, som ikke har en direkte forbindelse til pinsevækkelsen. Netværket har også udviklet sig til at stå som arrangør af større begivenheder som for eksempel den nationale Sommercamp i Mariager. Dermed henvender sådanne arrangementer sig også til kirker som traditionelt ikke definerer sig som pinsekirker. Det har medført, at betegnelsen pinsekirker opleves ekskluderende over for kirker, som kommer fra en anden baggrund. Således har Frikirkeleder.dk oplevet et behov for et navneskift. I starten af 2017 skiftede Frikirkeleder.dk navn til Mosaik og markerer dermed en ny tid, hvor netværket ikke kun tæller et ledernetværk, men et netværk af ledere, kirker, organisation og fællesforetagender.