Tak for en værdifuld tjeneste i Thy
Søndag den 20. september markerede Thy Pinsekirke afslutningen på en vigtig sæson, da kirken tog afsked med sit ledende præstepar, Eva og Mikael Schlosser.
Eva og Mikael kom sammen med deres familie til Thy i marts 2020 – netop som Danmark lukkede ned på grund af Covid-19. Det blev dermed en helt særlig begyndelse på deres tid i kirken. Under usædvanlige omstændigheder tog de fat på opgaven og var med til at forme en ny sæson for menigheden.
Et blik for mennesker og relationer
Gennem de seneste seks et halvt år har Mikael som ledende præst haft et stærkt fokus på relationer og på at se potentialet i mennesker.
En væsentlig del af tjenesten har været at opbygge mennesker omkring sig og skabe plads til, at flere kunne vokse, tage ansvar og bringe deres gaver i spil. Sammen med Eva og kirkens mange engagerede mennesker har han været med til at udvikle en kirke, der i dag står med en stærk social profil, et godt team og mod på fremtiden.
Det er en indsats, som har sat spor – både i kirken og i lokalsamfundet.
Tak for det, I har givet
Eva og Mikael bliver sammen med familien boende i Thisted i den nærmeste fremtid, mens de forbereder sig på det næste kapitel.
Fra Mosaik skal der lyde en stor og hjertelig tak til Eva og Mikael for den tid, de har stået i spidsen for kirken, og for alt det, de som familie har investeret i mennesker, kirke og lokalsamfund i Thy.
Vi ønsker hele familien Schlosser Guds rige velsignelse over den kommende tid og alt det, der ligger foran.
Med oplysninger fra Tirza Kokkenborg, Thy Pinsekirke.






