Frikirkeleder skifter navn til Mosaik og markerer dermed, at netværket er mere end et ledernetværk. Det består af en samling af frikirker, ledere og organisationer, som kan se sig selv i netværkets teologi, vision og værdier, hvilket signalerer, at Mosaik er for et bredere spekter af frikirker. Mosaik ønsker med andre ord at rumme og favne bredden og give plads til forskelligheder.
Over en årrække har Frikirkeleder oplevet et behov for et navneskift. Ifølge Dan S. Jacobi, formand og national leder for Mosaik, er navnet Frikirkeleder begrænsende, da det refererer til et netværk for ledere, hvilket det til at starte med også fungerede som.
– Oprindeligt bestod netværket kun af ledere med baggrund i pinsekirker. Over tid har vi inviteret ledere indenfor, som ikke er historiske pinsekirker eller har haft en direkte forbindelse til pinsekirkerne Danmark. Netværket står i dag som arrangør af større begivenheder som for eksempel den nationale Sommercamp i Mariager. Sommercamp Mariager har gennem årene opbygget en fælleskirkelig profil og også tiltrukket kirker og kristne, som ikke har rødder i pinsekirker. Det har medført, at betegnelsen pinsekirker af nogen kan opleves ekskluderende over for kirker, som kommer fra en anden baggrund, udtaler Dan.
Dan læser flere positive betydninger ind i navnet.
– Vi kender mosaikbilleder fra kirkebygninger, hvor der er tradition for på en kunstnerisk måde at kommunikere bibelens budskab. En mosaik symboliserer en unik helhed, som formes af selvstændige enheder. De enkelte enheder kan være meget forskellige i farver og form, men tilsammen dannes et unikt helhedsbillede. Det samlede mosaikbillede fortæller et budskab med afsæt i de enkelte enheder. Det indkapsler, hvad netværket er, nemlig et fællesskab af kirker, ledere og organisationer, som tilsammen udgør en bevægelse. Mosaik består af mennesker, som ønsker at stå sammen om at etablere og udvikle kirker og ledere i Danmark. Vi er knyttet sammen af fælles teologi, værdier, vision, historie, fællesskab, tro, traditioner og forpligtelser, udtrykker Dan, som også peger på, at navnet Mosaik kan være med til at knytte den røde tråd gennem de aktiviteter og organisationer, som er en del af netværket.
Mosaik brænder for at dele historien om Jesus med alle mennesker. Det er mennesker i netværket, og ikke netværkets struktur og konstruktion, som er drivkraften.
– Mosaik står for et folkeligt og festligt kirkemiljø, som er for alle generationer og nationaliteter. Vi ønsker at udvikle en kultur, hvor vi relationelt er bundet sammen som ledere, kirker og organisationer. Det må ikke være strukturer, der binder os sammen, men relationer, fastslår Dan.
Dan er dog opmærksom på, at det kan tage tid at implementere navnet bredt, men at det er et ønske, at Mosaik bliver kendt og anvendt i kirker og i medier.
– I offentlighedens forståelse er vi nok fortsat et netværk af pinsekirker. Derfor er det en branding proces, hvor vi forsøger at gøre navnet kendt så alle netværkets enheder med tiden vil blive forbundet af det samme nye navn. Over tid vil det blive kendt, at vi er et netværk af evangelikale – pentekostale kirker, udtaler Dan.I forbindelse med navneskiftet ændres også hjemmesiden til www.mosaik.one, hvor man kan læse mere om netværkets værdier og fokuspunkter.Mosaiks formål
◆ Hjælpe kirker i netværket til at etablere og udvikle lokale kirker
◆ Skabe vækstbetingelser for institutioner, der leder mennesker til kristen tro
◆ Yde omsorg for og skabe forpligtende relationer til gensidig inspiration mellem ledere
◆ Forebygge konflikter og genoprette samarbejde i kirker og blandt ledere
◆ Opbygge en troværdig frikirkelig identitet i det danske samfund gennem vores engagement i FrikirkeNet.
40 Mosaik kirker
115 Mosaik ledere
Tre efterskoler og en højskole
BTU landsforening
Rehabilitering
Sommercamp Mariager – cirka 5000 gæster
Mosaik Lederkonference – cirka 300 ledere
Mosaik Superdøgn for ledere og præster
Mosaik NEXT for unge ledere
Mosaik Mission – udsending og støtte af missionærer